Nok er det meget nemt at sætte en Facebook konkurrence op, men har du styr på hvordan du laver en rigtig god konkurrence der skaber værdi og interesse og samtidigt holder sig indenfor reglerne for konkurrencer på Facebook? Hvis ikke, så læs med i vores guide.
Hvad skal der til for at en konkurrence både skaber værdi og interesse? Det kan du gøre ved at lægge en plan for din konkurrence, blandt andet hvad formålet er, vælge en præmie der har interesse for din målgruppe og relevans for din forretning, og sikrer dig den rette kommunikation efterfølgende. For at hjælpe dig i gang, har vi lavet en liste du kan tage udgangspunkt i:
- Start med at sætte formålet og målet med konkurrencen
- Sæt dig ind i din målgruppe – Hvem er de helt præcist?
- Vælg en præmie, der har interesse for din målgruppe, og relevans for din forretning
- Tænk over hvordan du kommunikerer når konkurrencen er slut
- Husk Facebooks konkurrenceregler
Nedenfor kan du læse mere om hvad du kan gøre under de forskellige punkter, for at lave en god Facebook konkurrence, der skaber værdi og interesse for din målgruppe.
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte os, for at høre mere!
Forstå din målgruppe
Hvis ikke du allerede har sat dig ind i din målgruppe, så gør det nu. Hvis du gerne vil have din konkurrence til at performe godt, så er det vigtigt du tænker over hvem din målgruppe er og hvad de interessere sig for. Tænk over hvad der vil kunne få dem til at deltage i konkurrencen. Det har betydning for hvordan du bruger sproget i opslaget og om der eks. skal bruges emojis eller ej.
Hvis du er i tvivl om hvordan du identificerer din målgruppe, og har brug for hjælp til hvordan du adresserer dem, er du mere end velkommen til at ringe til os på 60 56 36 90 eller skrive til os på info@adson.dk.
Vælg en præmie
Du skal vælge en præmie med omhu, som både har din virksomhed in mente og din målgruppe. Den præmie du vælger, kan f.eks. være et af dine produkter, eller et andet produkt der er i samme branche som dit. Tænk også på, om din målgruppe kan se selv sig bruge præmien, ellers deltager de ikke. Selve værdien af præmien er ikke afgørende, og kan du i stedet finde en præmie som kan skabe glæde og værdi for folk, så er der stor sandsynlighed for at folk vil deltage.
Når konkurrencen er slut
Når din konkurrence er slut, skal du have fundet en vinder. Når vinderen er fundet, kontakter du vedkommende og aftaler hvordan de skal modtage præmien. Derefter anbefaler vi, at du spørger vinderen om at få en testimonial (udtalelse) i form af tekst og et billede af vinderen med præmien, som du kan bruge i din markedsføring. Der kan du med fordel tilføje udtalelsen med billedet som en kommentar til din konkurrence. Det kan skabe mere engagement, og så er det også bare god stil at sige tak, og vise en glad vinder frem, samtidig med kan andre se, at der faktisk blev fundet en vinder.
Facebooks konkurrenceregler
Når du laver en Facebook konkurrence skal du sikre dig, at du følgere markedsføringsloven og Facebooks reglement.
I din konkurrence må du gerne bede folk om at:
- ”synes godt om” dit opslag, for at deltage
- Kommentere dit opslag, for at deltage
- Kommentere dit opslag, for at deltage
Du må desuden gerne opfordre folk til at dele dit opslag, hvis du vil det. Der er ikke nogen deciderede regler mod det, men det kan være sværere at få folk til at deltage, hvis de også skal dele. Det afhænger igen af din målgruppe.
Derudover skal du også være opmærksom på, at du ikke må kræve at de ”tagger” sig selv, eller deres venner for at deltage. Desuden skal du huske at tilføje en tilkendegivelse af, at din konkurrence på ingen måde er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook.
Dit konkurrenceopslag skal altså overholde gældende love og regler, som er vigtigt du sætter dig ind i.
OBS! De ændres jævnligt, så hold dig orienteret.
Konkurrencepirater – spam i forbindelse med konkurrencer
En af de vigtigste ting at være opmærksom på når du afholder en konkurrence på Facebook, er det tiltagende antal af falske profiler der forsøger at påvirke konkurrencer på platformen.
Da det er nemt og hurtigt at oprette sider på Facebook, er det desværre let for udefrakommende at oprette en side af samme navn.
Derfor anbefaler vi, at hvis du vil køre konkurrencer på METAs platforme, er det en klart bedre idé at gøre det på Instagram. Her er brugernavnene unikke, og derfor kan falske konti ikke oprettes på samme måde som på Facebook.
Derfor skal du være meget opmærksom på at der desværre kan være falske eksterne profiler, der udgiver sig for at være din virksomhed, når du laver konkurrencer.
Din vigtigste opgave er at dine følgere og potentielle følgere kan føle sig trygge og at du værner om din troværdighed. Derfor kan det være en god idé at informere dine følgere om de falske profiler.
Gode råd til at opdage falske profiler
For at beskytte både din konkurrence og dine deltagere er det vigtigt at være opmærksom på tegnene på falske profiler:
- Navn og profilbillede: Falske profiler bruger ofte virksomhedens navn, men med små variationer som ekstra bogstaver eller tegn. Profilbilledet kan være hentet fra din egen side, så kig efter uoriginale eller slørede billeder.
- Aktivitet på profilen: Ægte profiler har typisk en historie med opslag, billeder og interaktioner. Konkurrencepirater har ofte tomme eller nyligt oprettede profiler med få opslag og ingen reel aktivitet.
- Sproget i opslag: Mange falske profiler bruger dårligt oversatte beskeder eller robotagtigt sprog. Hvis en “vinderbesked” lyder underligt formuleret, kan det være et advarselstegn.
- Links: Konkurrencepirater linker ofte til eksterne sider, der ikke har noget med konkurrencen at gøre. Undgå altid at klikke på links, der ikke fører til virksomhedens officielle hjemmeside.
For at beskytte din konkurrence kan du:
- Anmelde og blokere falske profiler.
- Informere deltagere om, at vindere altid kontaktes direkte fra din officielle profil.
- Gøre opmærksom på, at du aldrig beder om følsomme oplysninger som betalingsoplysninger via Facebook.
Ved at være opmærksom på disse detaljer og aktivt bekæmpe konkurrencepirater kan du skabe en tryg og troværdig oplevelse for dine deltagere.
Herunder kan du se forskellen på ægte og falske profiler – samt hvad du med fordel kan informere dine følgere om, så de føler sig i gode og trygge hænder.
DEN ÆGTE PROFIL:
Det er altid den ægte profil der skriver når:
✅Den rigtige konto er listet som ”Forfatter”. Det vil sige at det er den samme der har udgivet opslaget, som kommenterer. Dette ses IKKE på de falske kommentarer.
✅ Hvis der kommenteres på din kommentar, kan du holde musen over navnet på profilen (på computeren) eller klikke på profilen (på telefonen). Her vil du se hvilken type virksomhed og hvor mange følgere den har.
- Kig efter hvilken type virksomhed profilen er listet som. Ofte er der valgt en tilfældig på falske profiler – man ser tit ”Fast ejendom” som den valgte.
- Kig under virksomhedsoplysninger. Her er hjemmesiden stort set altid oplyst, når det er en ægte side
- På en FALSK konto vil der typisk ikke være følgere.
✅ Når vi kommenterer på en vinder af en konkurrence, vil vi ALDRIG bede dig klikke på et eksternt link. Vi skriver direkte til vinderen i kommentaren, og beder denne henvende sig DIREKTE til os.
FALSKE PROFILER:
Det er IKKE en ægte konto når:
⛔️ Der IKKE står forfatter over navnet i kommentaren
⛔️ Hvis der kommenteres fra en side der ser ud som på billedet:
- Siden er angivet som en tilfældig type, som ”Fast ejendom”
- Siden har få eller ingen følgere
- Nogle af de falske profiler har navne i anden skrifttype
⛔️ Falske kommentarer fra falske eksterne profiler er tit formuleret ”underligt”, forstået på den måde at både opsætning og ordlyd er unaturlig og mekanisk.
⛔️ I falske kommentarer er der et link til en FALSK hjemmeside. Vi vil aldrig sende dig hen til en ekstern side.
- Desuden sætter vi ALDRIG tidsbegrænsning på hvornår du skal kontakte os.
Hvis du på noget tidspunkt er det mindste i tvivl om hvorvidt det er en reel konto og afsender der kan har kontaktet dig, er det altid en god idé at skrive til den der afholder konkurrencen.
Hvis du som den der afholder konkurrencen, oplever at der er falske konti der forstyrrer din konkurrence, er det vigtigt du informerer dine deltagere og følgere med det samme.
Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at skrive eller ringe til os, for at høre nærmere.
Andre ting der er værd at huske…
- Det skal være nemt at deltage i konkurrencen, så vær kortfattet og præcis i din tekst.
- Det skal være nemt at forstå hvordan man deltager. Din tekst skal ikke være for lang, men heller ikke for kort.
- Det billede du vælger til dit konkurrenceopslag, skal skille sig ud i nyhedsstrømmen. Vi scroller dagligt igennem en masse billeder og tekst, så sørg for et billede der er iøjnefaldende. Det kan fx være et billede af en person (fra din virksomhed) sammen med nogle af de produkter man kan vinde.
- Gør det tydeligt at det er en konkurrence, også på det billede du vælger at bruge til opslaget.
- Sørg for at din konkurrence er delbar. Som vi har nævnt under Facebooks konkurrenceregler, må du ikke kræve at folk skal dele din konkurrence for at kunne deltage, men det er meget normalt at man deler opslag på sociale medier, så det er en god ide at gør det muligt at dele. HUSK! Man må ikke KRÆVE at deltagerne liker din side, men man må gerne opfordre til det.
Nu hvor du har læst hele den her guide, og er blevet lidt klogere på hvordan du laver en god Facebook konkurrence, der skaber værdi og interesse for folk så sidder du måske stadig tilbage med ét spørgsmål: “Skal jeg så booste min konkurrence?” Til det, kan vi svare både ja og nej. Det kommer meget an på, hvor stort dit publikum er, hvor godt du kender din målgruppe og hvor mange følgere du har. Hvis du har et lille publikum, så kan et målrette boost hjælpe dig med at nå din målgruppe. Hvis du har et stort publikum, vil du sagtens kunne nå organisk ud til folk, og derved spare penge ved ikke at booste dit opslag.